Tanker

Cambiar vista

Update

Nu jeg har forvildet mig ind til tastaturet for at skrive om Det sker igen (tjek næste indlæg), kan jeg benytte chancen til at give en kort update om mit forfatterliv og liv i øvrigt. Som jeg skrev for en måned siden bimlede jeg mellem at blive freelancer eller søge et job i Forsvaret. Jeg valgte det sidste, fik tilbudt jobbet 2 timer efter samtalen og begyndte på jobbet 7 dage senere. Så nu er jeg miljøleder i Forsvaret og har på en måned været på en uges tjenesterejse, boet på tre hoteller og en kaserne, set  to flyvestation og to flådestation foruden gennemgået flere kurser end jeg gjorde i mine 5 år hos COWI (der ellers bryster sig af at gøre en stor indsats for at højne deres medarbejderes faglige niveau).

At begynde nyt job tager mere energi end jeg har i mine Duracel batterier, så forfatterlivet ligger brak for tiden. Det eneste skriveri det er blevet til den sidste måned er 2.500 ord i en novelle som blev nedfældet en dag min nye arbejds PC var ved at blive opdateret. Forlaget KANDOR er sat på vågeblus forstået på den måde at jeg ikke antager nye manuskripter. I stedet færdiggør de projekter jeg har gang i, blandt andet har jeg d.d . udgivet Jan K’s roman Johan og det knuste hjerte. Om et par måneder kommer Ny Dansk Fantasy 2012 og sidst på sommeren kommer antologien Vampyr. Og når disse to antologier er skippet at sted bliver det forhåbentlig tid til at skrive igen. Jeg har jo stadigvæk Dæmonolotria jeg gerne vil gøre færdig … (Har jeg ikke klynket det hver eneste måned nu det sidste år eller sådan?)

 

Nyt fra et rodet liv

Ach du lieber, hvor får jeg skrevet lidt her på bloggen for tiden, men det kan jeg til dels takke mig selv for. Men kun til dels:

For en stor måned siden fik jeg en velplaceret fyringsstøvle bagi sammen med 20 % af afdeling jeg sad i (sidder der stadig, men det føles som datid). Det er selvfølgelig sur røv, men ikke på en åh nej nu er jeg slået helt ud af den, og bliver nødt til at drikke mig fra sans og selvværd måden, for jeg er faktisk ikke slået ud af det. Livet er fyldt med muligheder, og det er det også denne gang.

Min første tanke – og jeg mener virkelig første tanke efter støvlen klaske hjem mellem røvkinderne – var, ja, okay, så bliver jeg freelancer med 25 timers konsulentarbejde om ugen kombineret med 25 timer forfatter/forlægger. Det er var planen indtil for en uge siden, hvor en kollega stak mig et jobopslag: Forsvaret søgte selvstændige ledere til at varetage miljøarbejdet i bl.a. de arktiske egne. Se det lød spændende, hvem har ikke lyst til at rende rundt mellem isbjørne og sælhunde alt i mens mandomskuglerne kryber op i bughulen i jagt på en lille smule varme? Jeg har, så planen om at blive freelancer blev reduceret til Plan B og der emailes en ansøgning til Forsvaret i dag. Glipper det, ja så bliver Plan B atter til Plan A.

Men som skrevet i begyndelsen, er mit fravær her på bloggen for det meste min egen skyld, og det er fordi jeg fylder aaalt for meget forlæggertid i mit liv lige p.t. Patrick Leis’ Bødlen er hos korrekturlæseren, og jeg håber på at sende manus til trykkeriet inden lørdag. Det er altså en fed historie, og coveret, som Leis har kreeret, er også mega fed.

 

Redigeringen af Jan K’s Johan og det knuste hjerte har også trukket timer ud, men who gives a shit om man bruger lidt eller meget tid på en opgave bare det er sjovt? Jeg gør ikke, men jeg har selvfølgelig heller ikke en MBA eller HD og kan derfor stadig skelne mellem glæder og penge ;-)

 

Kandors årlige fantasynovellekonkurrence blev en endnu større succes end sidste år. 304.000 ord fordelt på 48 noveller! Det er sådan cirka 1.055 bogsider! Det bliver en herlig fantasy februar: noveller, varm kakao og ild i brændeovnen. Mums.

 

 

Men, men, man skal jo nødig komme til at kede sig. For et par dage siden læste jeg et interessant indlæg på Mxrker, hvor der slåes på trommer for, at vampyren skal tilbage, hvor den hører hjemme: horrorfortællingen. Og der ramte han en blottet tandnerve: Jeg hader nutidens vampyr, den er simpelthen blevet kastreret så eftertrykkelig af diverse femiforfattere at den ligner en af pyntedukkerne på teenagepigernes hylder. Det er jo til at brække sig over! En vampyr er et ondskabsfuldt monster der nyder at tage andres liv, ikke et solforskrækket krammedyr med dådyrøjne. Så efter at have gået og raset en times tid over denne dybt uretfærdige behandling af en af tidernes mest skræmmende monstre, besluttede jeg at gøre noget ved det, og udskrev derfor novellekonkurrencen Vampyr, som du kan læse mere om her. Som det ser ud nu – det er et døgn siden jeg udskrev konkurrencen – faldt det i god jord, for opslaget er blevet besøgt 310 gange. Kandors hjemmeside plejer at blive besøgt ca. 1.000 gange på en hel måned. Så jeg er vist ikke den eneste der er frustreret.


Så det efterlader ikke megen tid til mine egne skriveprojekter, eller rettere, projekt. Skattebassen hedder stadig Dæmonolotria, og jeg er nu 2/3 færdig med aller, aller, aller sidste redigering. Et par måneder mere så er den færdig (yes, yes, ved godt jeg har skrevet det før, men denne gang holder det stik ;-) )

Læste bøger i 2011

Så gik 2011, og som nørd der kan lide at måle og veje ting er jeg gået i gang med at tjekke, hvad jeg egentlig fik ud af de netop afskrevne 365,25 dage. På læsefronten blev det et ganske givtigt år, hele 53 bøger kærtegnede/ødelagde mine nethinder. Herunder er mine ultrakorte anmeldelser af dem:
  1. Tim Ferris: 4 timers arbejdsuge (interessant bog om arbejdslivet; hvad vil man helst være rig på? Tid eller penge?)
  2. Ryu Murakami: I misosuppen (usædvanlig modbydelig gyser, klart noget af det bedste jeg har læst).
  3. Natsuo Kirino: Ude (normalt går jeg en lang bue uden om krimi, (skandinaviske krimier er så f….. socialdemokratiske at det er til at brække sig over), men denne her er så skarp og ond, at den deler genre med horror. Mesterligt fortalt.)
  4. 40 noveller i forbindelse med udarbejdelse af Bag Adonais spejle, Ny Dansk Fantasy 2011.
  5. Max Brooks: World War Z (interessant tankeeksperiment om, hvordan verdenen reagerer politisk, økonomis, sociologisk og militært, hvis der pludselig eksisterer zombier; ualmindelig velskrevet.)
  6. Steen Langstrup: Plantagen III, Porten til Helvede (kanon afslut på Langstrups gysertrilogi; masser af gys og spænding. Kan varmt anbefales.)
  7. Tellerup: Velkommen til dybet. 13 gyserhistorier (fed horrorsamling (en af grundene til dette prædikat er, at jeg er med i den ;-) )
  8. 16 noveller i forbindelse med udgivelsen af Mikala Rosenkildes Legetøj.
  9. Thomas Strømsholt: De underjordiske – gotiske fortællinger og sære historie (fantastisk novellesamling; meget velskrevet og stemningsfuld).
  10. Dennis Jürgensen: Tunnelmanden (velskrevet, men tandløst gys med alt for mange løse ender).
  11. Jonas Wilmann: Mutagen (dansk postakalysme; godt forfatterarbejde).
  12. Gilbert King: Dirty Bomb (‘fagbog’ om radioaktive konventionelle bomber;  dårligt skrevet, MEGA dårligt redigeret; ufatteligt at den overhovedet er blevet udgivet).
  13. Peter Straub: Spøgelseshistorier (en af de bedste horrorromaner jeg har læst; en af den slags man kan læse mere end tre gang).
  14. Jesper Wung-Sung: Kopierne (suveræn ungdomsroman; en blanding af scifi og gys).
  15. Paulo Coelho: Vinderen står alene (mig og Coelhos veje begyndte at skilles med Zahir; med denne bog skilles de helt; opgav at læse den færdig; aaalt for mange løftede pegefingre).
  16. Richard Bachman: Blaze (Stephen Kings sidste Bachman roman; er ifølge King skrevet til skuffen og kun udgivet som en kuriosum; ikke god).
  17. Jack Ketchum: Off season (usædvanlig modbydelig horror roman; meget velskrevet; selve plottet er dog tynd som postevand).
  18. Ozzy Osbourne: I am Ozzy (årets bedste læseoplevelse: ustyrlig morsom, tankevækkende og skrækindjagende på samme tid).
  19. Thomas Milsted: Stress (dårligt redigeret bog om stress; indholdet var ok, hvis man ikke tidligere har læste om stress, ellers lidt for overfladisk).
  20. Lucy Taylor: The Safety of Unknown Cities (ubehagelig blanding af erotik og horror; ganske anbefalelsesværdig).
  21. Joseph S. Pulver sr.: Blood will have its season (novellesamling; gav op på halvvejen, da sproget stillede sig i vejen for historierne; jeg gider ikke tekster der konstant gør opmærksom på at der er en  forfatter bag).
  22. Stephen King: Full dark, no stars (en af Kings bedste novellesamlinger).
  23. Morten Ramsland: Sumobrødre (hyle morsom bog, der vækker skræmmende minder om min 80′er barndom. Sikke en lortetid).
  24. Christian Reslow: Micki 19:50 (guf for horrorfans; godt forfatterarbejde).
  25. Teddy Vork: Diget (fremragende ungdomsgys, kan varmt anbefales).
  26. Jacob Hedegaard Pedersen: Høst (velskrevet og underholdende horror; forlaget burde have gjort opmærksom på, at der var tale om femte bind i en serie, der var flere ting der først gav mening, da jeg fandt ud af dette).
  27. Ryu Murakami: Piercing (fabelagtigt gys).
  28. Nicholas Carr: The shallows (ubehagelig nonfiktion om hvordan internettet fysisk ændre på vores hjerne (nu har jeg en mistanke om hvorfor jeg har svært ved at koncentrere mig mere end et par minutter ad gangen).
  29. Carlos Ruiz Zafon: The midnight palace (ungdomsgys; et af årets bedste læseoplevelser).
  30. Taichi Yamada: I haven’t dreamed of flying for awhile (japans gys? eksistentialistisk? roman; ganske læseværdig).
  31. Scarlet Thomas: Mr Y’s forbandelse (suveræn bog, der kræver at man har noget mellem ørerne; her bliver man virkelig udfordret; er dog skæmmet af temmelig dårligt forlagsarbejde).
  32. Stephen King: On Writing (en blanding af selvbiografi og en sådan-lærer-du-at-skrive; ganske underholdende, specielt selvbiografien. Tredje gang jeg læser den).
  33. Scott Nicholson: The First (scifi novellesamling; ok skrevet, men plottet i fleste novelle var temmelig kedelig, lige med undtagelse af en enkelt, der omhandlede en fremtid hvor valutaen helt bogstaveligt er tid; vil du have en ny bil koster det et år af dit liv. Spooky).
  34. Joshua Scribner: 3 powers (lille samling med 3 noveller, som egentlig er ganske velskrevet, men som overhovedet ikke fænger hos denne læser).
  35. Robert J. Duperre: The Gate: 13 dark & odd tales (ganske nifty novellesamling, ok skrevet, de fleste noveller er også ganske underholdende; jeg skal helt sikkert have læst noget mere af Duperre).
  36. David McAfee: Devil Music and 18 other stories (blanding af kortprosa og noveller; ganske god; endnu en indie-forfatter jeg skal have læst mere af).
  37. Richard Freehand: Equinox (første gang jeg stifter bekendtskab med dette forfatterskab, men absolut ikke sidste; suber velskrevet og original novellesamling).
  38. Peter F. Hamilton: If at first (ikke det bedste jeg har læst af Hamilton, prøver at glemme det).
  39. Michael Kamp: Moln (super novellesamling! Masser af gys.)
  40. Brendan McGuigan: Rhetorical Devices (hvorfor har jeg ikke læst denne bog før? Fantastisk gennemgang af forfatterens vigtigste værkstøj: Sproget).
  41. Joshua Scribner: Hell and Back (nice Kindle short med en masse fede horrorideer; ødelægges desværre af en vaske ægte Hollywood slutning).
  42. Vincent Hobbes: To read or not to read (ok Kindle short, der ikke helt leverer varen til sidst).
  43. Paula LaRocque: The book on writing (jeg har tidligere sagt om en skrive-håndbog, at har man kun tid til at læse én, så er det den her; med LaRocques bog bliver jeg nødt til at sige det igen. En virkelig god bog, der går i dybden med skrivehåndværket).
  44. Nick Cole: The Old Man and the Wasteland (post apokalyptisk roman om en gammel mands søgen efter brugbart skrammel i et USA 40 år efter at Iran bombede det med kernevåben; er rigtig godt skrevet – ordknap á la Hemmingway – men skæmmes desværre af en Mad Max inspireret mutanthorde, hvis optræden i denne slags romaner efterhånden er lige så klichéfyldt som politikernes valgløfter og efterfølgende løftebrud.)
  45. Jonas Wilmann: Smukke Anna (en af årets bedste horror læseoplevelser! Meget stemningsfyldt roman, der ikke er for sarte sjæle).
  46. Wayne Wightman: Selection Event (endnu en post apokalyptisk roman. Selv om bogen er godt skrevet, gav jeg op efter en fjerdedel. Hvorfor? Fordi der af en eller anden mærkelig grund er en konsensus om, at går civilisationen under så dukker der i stedet horder af Mad Max inspireret galninge op. Ikke noget med at samles i Røde Kors inspirerede grupper, der hjælper hinanden, næ nej, vi degenererer par tu til vilde dyr. Der ud over kunne forfatteren ikke regne. Verdens undergang skyldtes et virus (nogen der sagde The Stand?) der udryddede 98% af befolkningen; da hovedpersonen kommer til sin fødeby, hvor der før katastrofen boede 200.000 mennesker finder han 20. Der burde være 4.000. Skod bog.)
  47. Tim Sanders: Today we are rich (feel good bog om at finde sit selvværd inde i sig selv frem for at hægte det op på materielle goder og titler. Ganske ok).
  48. Chuck Wending: 250 things you should know about writing (den absolutte morsomste og mest vulgære bog jeg endnu har læst om det at skrive; jeg griner stadig en uge efter).
  49. Seth Godin: We are all weird (yderst interessant bog om hvordan industrien de sidste hundrede år har opbygget vores opfattelse af hvad der er normalt/rigtigt og hvordan denne normalopfattelse står for fald).
  50. Carmine Gallo: The innovation secrets of Steve Jobs (meget brugbar bog om innovation).
  51. Zoe Winters: Smart self-publishing (egentlig en ganske god bog om selvudgivelse, den er bare ikke så anvendelig i DK, da den omhandler det amerikanske marked. Nu har jeg ikke prøvet at bruge SAXO Selvudgiver, men jeg kan forestille mig at en del af rådene i denne bog kan anvendes med en udgivelse på denne platform).
  52. Jacob Bøtter: NQ. Involvering med sociale medier (interessant bog om vigtigheden af de sociale medier i forbindelse med markedsføring og idé-udvikling. Bogen er ifølge forfatteren skrevet i løbet af en weekend i et sommerhus og det bærer den desværre også præg af. Den er lidt for overfladisk og til tider ikke helt gennemtænk).
  53. Steve Chandler: Time Warrior. How to defeat procrastination (udemærket bog til undertegnede om at kvitte overspringshandlingerne).

Hvordan går det så?

Der går længere og længere tid mellem jeg får skrevet noget fornuftigt her på bloggen og hvorfor nu egentlig det? Svaret er: En masse at lave på forlags- og forfatterfronten. Ikke for meget, for det kan aldrig ske (jeg tør væde mine sutsko på jeg kommer til at æde den udtalelse på et senere tidspunkt), men nok til at et blogindlæg ikke ligger øverst på slappe-af-listen sidst på dagen.

De sidste par måneder har koncentreret sig om tre projekter. Det sker igen, Johan og det knuste hjerte samt Dæmonolotria.

Det sker igen er en antologi, som er blevet til efter opfordring fra undertegnede om at skrive en dybt politisk novelle (hvilket er totalt no-go i forlagsverdenen i dag, da man jo nødig skal skræmme potentielle kunder væk (der fik I så forklaringen på, hvorfor al litteratur for tiden er totalt nosseløst ;-) )) om hvorfor Danmark aldrig igen skal kaste sig i favnen på fascisme og racisme (altså give DF regeringsmagten igen). Resultatet blev denne lille nifty sag bestående af elleve noveller skrevet af følgende forfattere:

  • Morituri te salutant af A. Silvestri
  • Mordet på Mads af Flemming Rasch
  • Sprækker af Gudrun Østergaard
  • Den søde ventetid af Jesper Rugård Jensen
  • Et øjebliks transcendens af Jonas Wilmann
  • Snuppet i tolden af Lise A.
  • Underboen af Mikkel Carlsen
  • Armen af Morten Carlsen
  • Spørgsmålstegn af Nikolaj Johansen
  • Hvid Chili af Nikolaj Højberg
  • Hamartano af Thomas Strømsholt
Som I kan se har jeg også en novelle med i antologien. Hvid Chili. Det var lige ved jeg ikke tog novellen med, for den handler om højre ekstremistisk terror, og jeg vil nødig anklages for at slå plat på Breiviks handlinger. Men jeg endte med at tage den med, både fordi jeg synes den er temmelig aktuel, og også fordi jeg skrev den før Breivik gjorde sig verdensberømt. Hvid Chili er skrevet i september 2010 og har ligget som kladde på Fyldepennen lige siden (tjek selv datoen her). Jeg vil opfordre til ikke at læse denne udgave af novellen, da den er temmelig uredigeret og har fået en meget kærlig hånd siden da.

Det sker igen udkom den 14. november 2011 og kan købes her.

Efter Det sker igen blev forlagsarbejdet fokuseret på fantasyromanen, Johan og det knuste hjerte, der er skrevet af Jan K. Det er en super historie om drengen Johan, der sammen med sin veninde Amalie kommer til verdenen Carolo, hvor de jagter limen, der kan lime alt. Sådan en jagt går ikke stille af sig og de møder mange forunderlige farer undervejs. Og når det er sagt, så er der ikke mange ting ved historien der er som man tror den er. Glæd jer.

P.t. arbejdes der med redigering af bogen. Jan K. gør et fantastisk stykke arbejde, blandt andet udholder mit flueknepperi uden et kny. En stærk mand :-)

Sideløbende med forlagsarbejdet knokler jeg videre på Dæmonolotria. Det kære misfoster er snart klar til at hærge verden og enten gøre mig berømt eller berygtet (nok mest det sidste) samt rig eller fattig (nok mest det sidste).

Efter et grusomt møde med min betalæser, der slagtede min sjæl og lever til magter dybt under jorden, og en aftens rekreation i selskab med en flaske whisky, indså jeg hun havde ret i sin kritik. Manuskriptet stank som en svejserost, og havde lige så mange huller i plottet. Så nu er jeg i gang med at hælde cement i hullerne, og slutteligt vasket manus i Rodalon. Jeg forventer at Dæmonolotria udkommer i begyndelsen af 2012. Nøj jeg glæder mig. Specielt til at se min bankkonto gå i plus med et sekscifret beløb ;-)

Læst på nettet #3

Er jeg den eneste der finder at DF-debattører tilbringer halvdelen af tiden med at svine andre mennesker til, og den anden halvdel med at blive højlydt forargede, når andre tiltaler dem på samme måde? Hvorfor er det kun godt med ytringsfrihed og såkaldt karsk debattone, når det er etniske minoriteter, der skal udråbes til forkerte og farlige?

Tja, godt spørgsmål. Det er sikker for DF-debatører tilhører en skimlet sekt af klamme kældermennesker.

Tiden nærmer sig

Nu nærmer tiden sig for Kandors næste udgivelse. Jeg har de sidste to – tre måneder knoklet med tre forskellige projekter, og på bedste magnet-uge vis ser alle tre projekter ud til at blive færdig på nogenlunde samme tid. Det ene projekt er horrorantologien Det er ved at ske igen (noveller om fascisme og racisme), som jeg overvejer at omdøbe til Det sker igen. Jeg mangler kun at høre fra den sidste forfatter angående dennes trykfil, så er manus på vej til trykkeriet. 14 dage mere vil jeg gætte på.

Det andet projekt der er godt undervejs er Patrick Leis’ miniroman, Bødlen, der kort kan opsummeres til: Hvad hvis man kunne sende en agent gennem tiden for at hævne en forbrydelse der endnu ikke er begået, og hvilken konsekvenser ville et sådan mord have på fremtiden? Første halvdel af manus er redigeret og sendt til forfatteren til godkendelse. Den anden halvdel af manus bliver lidt mere tricky at redigere, da det er nødvendigt med en del faktatjekning. Mon ikke opgaven kan løftes ved hjælp af nettet og en håndfuld opslagsværker? Jeg vil gætte på en måned mere, så den på vej til trykkeriet.

Sidst projekt er min egen horrorroman, Dæmonolotria. Manus er p.t. hos min betalæser, og jeg får kritik på den i næste uge over en burger og et stribe fadbamser. Alt efter graden af kritikken er manus snart på vej til trykkeriet (Nikolaj, det her stinker = et par måneders mere arbejde. Nikolaj, det her er fantastisk, du mangler kun lige et par kommaer = Et par dages mere arbejde).

Og så kommer det store spørgsmål: Hvad skal jeg så i gang med, nå nu de her tre projekter forlader redden og begynder at leve deres eget liv? Tja. Kandor har skrevet kontrakt med Jan K. om at udgive hans ungdomsroman, Johan og det knuste hjerte. Jan K. er p.t. ved at redigere manus, så der kan gå alt fra et par uger til et par måneder før jeg skal ind over den. Af egne projekter har jeg tre jeg gerne vil i gang med. Den ene er en ungdoms gys/fantasy, med arbejdstitlen Anton Salems dukkehus, hvilket er en ekstremt dårlig titel, da der er tale om en drengeroman. Manus har ligget færdig i godt fem år nu og mangler bare at blive pudset af. Det andet projekt er en voksen horror roman, med arbejdstitlen, Det var en klassiker. Der er tale om en lettere humoristisk Cthulhu Mytos historie. 1. kladde er skrevet, men slutningen stinker og skal gennem en meget kærlig omskrivning. Og så er der sidste projekt, novellesamlingen Hvid Chili. Halvdelen af novellerne er færdige, den anden halvdel er slet ikke skrevet endnu.

Jeg regner med at tage fri fra hovederhvervet hele november måned, så der bliver rigelig af tid til at gøre enten Anton Salem eller Det var en klassiker færdig. Det bliver rigtig, rigtig nice :-)

Det sidste brune punktum

Så fik Pia Kjærsgaard og det øvrige landsbyindavl fra Dansk Folkeparti sat det sidste brune punktum i danmarkshistorien for denne omgang. Nu behøver jeg ikke længere at skamme mig, når jeg er i udlandet og en lokal spørger hvor jeg kommer fra. Nu skal jeg til gengæld til at være flov. Liste Ødsel er den nye ekstremistiske punktumsætter  i dansk politik, og den blive lige så ødelæggende som den forrige.

Frustreret forfattersnøf

Snif. Jeg har ikke skrevet noget som helst nyt siden nytår, kun redigeret og redigeret og redigeret. Til gengæld har jeg fyldt det meste af en notesbog med novelleideer (håber ikke at min psykolog får finger i den) og lige så snart Dæmonolotria sendes til trykkeriet … Nøj der skal skrives! Hungren efter at skrive nyt er efterhånden så ondsindet, at den  ikke kan tilfredsstilles før jeg har skrevet en hel novellesamling. Det må jeg jo så gøre, masochist som jeg er.

Jeg er udansker

Og jeg er stolt af det.

Magnet-uger

Hvordan kan det være, at hændelser har det med at klumpe sig sammen? På jobbet giver det sig udslag i, at man kan have uger uden nævneværdigt at lave, og så lige pludselig kimer telefonen og wupti, har man fem opgaver der skulle være løst i går. Man er blevet ramt af en magnet-uge.

Den forgangne uge har været en af disse magnet-uger hos Kandor. Jeg har blandt andet indgået aftale med NCB om at de for fremtiden står for distributionen af Kandors bøger og denne overgang er ikke gået glidende (jeg glemte et vigtigt flueben i deres datasystem). Jeg har indgået aftale med en spændende forfatter om at udgive hans ungdomsfantasy i 2012 (mere om det senere). Prøvetrykket af Ny Dansk Fantasy skulle være kommet fra trykkeriet d. 13. men trykkeriet havde glemt den. Efter en venlig rykker dukkede bogindholdet op i postkassen dagen efter, men uden omslag. Så efter endnu en rykker venter jeg nu på omslaget. Som om det ikke er nok, så har min automatiske backup-program fucket up, og har erstattet alle de nyeste filer til Ny Dansk Fantasy med gamle filer. Farvel 100 timers arbejde. Heldigvis har jeg trykfilerne, så skaden er ikke katastrofal.

Magnet-uger. Jeg hader dem.